fredag den 7. september 2012

Grøntsager om morgenen - hvorfor egentlig ikke?

Lad os bare få det på det rene: Det her er ikke en blog skrevet af en vegetar. Jeg elsker kød og røde bøffer, kylling og fisk. Jeg drikker også mælk og spiser æg, og egentlig synes jeg raw food og stenaldermad er noget pjat. Jeg lider heller ikke af samvittighedskvaler eller er overvægtig og er begyndt at spise grøntsager om morgenen, blot fordi det er sundt. Jeg mener heller ikke grøntsager nødvendigvis skal være økologiske førend man kan sætte tænderne i dem.

Nej, jeg spiser grønt om morgenen af den simple årsag, at jeg synes det smager godt - at det så er sundt og ligger godt i maven, er bare et ekstra plus. På rejser rundt i verden har jeg oplevet, hvorledes man snildt kan spise grønt som en del af morgenmaden. I Mellemøsten elsker de linser og salater, i Tyrkiet starter de ofte dagen med en suppe, og andre steder står den på omelet med grønt fyld.

I Danmark har den grønne gastronomi forlængst fået vinger siden jeg som barn kæmpede med de kedelige udkogte ærter, der lå og blev kolde, mens kødet og sovsen blev fortæret. Vegetarretter og grøn mad er blevet en fast ingrediens på mangen et middagsbord, både fordi det smager godt og er billigt. Til gengæld er som om grøntsager først indfinder sig i danskernes bevidsthed til frokost, og ofte i form af en lidet ophidsende gulerod. Om morgenen befinder vi os stadig i det gamle landbrugsland. Den står på kornprodukter i form af cornflakes, brød og müsli, mælkeprodukter, smør, fede oste og ikke mindst sukker. Selv til brunch er grøntsager en sjælden ledsager, der snarere suppleres af kager, kød og frugtsmoothies.

Alt sammen fødevarer, man i rette kvantum ikke dør af, men for mig har tre skiver brød med ost og marmelade, måske suppleret af et stykke wienerbrød, ofte virket tungt på kroppen, og har gjort mig dvask fra morgenstunden, ligesom maven føltes stor og udspilet. Og så oplevede jeg på en restaurant i Tel Aviv, hvor lækkert en sprød, grøn salat rent faktisk kan være om morgenen.

Så denne blog er hermed dedikeret til grønne morgenmadsopskrifter fra nær og fjern. Ikke at du dermed skal skrotte din grød eller oversaltede Ciabatta-brød fra Meyers om søndagen. Se snarere grøntsager som en del af morgenmaden. Ikke for sundheden, men for smagens skyld.

Om opskrifterne:
Hvor andet ikke er angivet, er opskriften til 4 personer. Du behøves ikke følge opskrifterne slavisk, smagsløg er forskellige. Så prøv dig frem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar