mandag den 29. oktober 2012

Mens de andre går og sveder for at gi' hinanden lak, vil jeg pusle med rødbeder, selleri og pastinak...

Det skønne ved grøntsager er jo, de kommer i alle afskygninger og smagsnuancer, så derfor er der flere der egner sig fortrinligt til morgenbordet. Især de søde og cremede som rød peberfrugt, tomat, avocado - nå, nej, det er jo en frugt, aubergine - og rødbede.

Rødbede er en rodfrugt - og den holder hele vejen. Som rå og revet i råkost, som fritter i ovnen og som ingrediens i salater, kogte. Denne her opskrift er såmænd blot en overbygning på en kendt af slagsen med spelt/hvedekerner og granatæble. Både kerner og frugt er jo velkendte smage på et dansk, traditionelt morgenbord, og her har jeg så bare tilsat kogte rødbedetern og persille, og har garneret med citronsaft, olie, hvidløg og granatæblesirup. Det smager glimrende om morgenen, og rødbedefarven giver hele salaten en fin, homoerotisk glød :)

500-750 g. rødbeder
200 g. hvedekerner e.l.
Kerner fra ét stort granatæble
Persille
Citronsaft
1 fed hvidløg
Olie
Granatæblesirup

Aftenen før:
Kog rødbederne med skræl en times tid, afhængig af størrelsen. Kog kernerne og fix granatæblet imens. Hold rødbederne under den kolde hane én efter én mens du gnider skrællen af.

Om morgenen:
Skær rødbederne i tern og bland med de kogte, afkølede hvedekerner og granatæblekerner. Drys rundhåndet med hakket (bredbladet) persille. Rør en dressing af olie, sirup, citronsaft og det hakkede hvidløg. Fortynd evt. med lidt vand og hæld over salaten. Spis et æg til og skrub så på arbejde.

Du kan selvfølgelig også vælge at lave salaten aftenen før. Så når dressing og hvidløg at afgive mere smag i løbet af natten.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar